Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hjælp din søn eller datter

Kærestevold kan ske for alle og det kan komme til udtryk ved psykisk, seksuel og/eller fysisk vold begået af en kæreste.

Volden kommer som regel ikke ud af den blå luft. Den udvikler sig typisk og bliver hyppigere og voldsommere med tiden, hvis den ikke bliver stoppet.

Advarselstegn hos din søn eller datter

Hvis du har en mistanke om, at der er noget galt i din søn eller datters kæresteforhold, skal du ikke ignorere det. Lyt til din mavefornemmelse, og snak med din søn/datter om det.

Det kan være tegn på, at din søn/datter er i et usundt eller voldeligt forhold, hvis han/hun:

  • Undskylder og finder på forklaringer for sin kærestes adfærd.
  • Mister interessen for aktiviteter, der var vigtige før forholdet.
  • Holder op med at bruge tid med sine venner/veninder.
  • Nævner kærestens voldelige adfærd, men straks efter gør grin med det.
  • Har uforklarlige skader, fx blå mærker, og kommer med utroværdige forklaringer på dem.

Der kan være tegn på, at din søn/datter er i et usundt eller voldeligt forhold, hvis kæresten:

  • Er meget jaloux, og kontrollerer din søn/datter med opringninger og sms’er.
  • Kæresten bliver rasende, slår på eller smadrer ting.

Både mænd og kvinder kan blive udsat for kærestevold. Det sker dog oftere for kvinder end mænd. Unge piger, der ikke har så mange erfaringer med kærester, er mest udsat.

Eksempler på vold

  • Psykisk vold er fx trusler, chikane og mobning via telefon eller internet. Det kan også være at blive ydmyget, nedværdiget, kontrolleret eller overvåget.
  • Fysisk vold kan være at blive skubbet, slået, sparket og udsat for livsfarlig vold som fx kvælningsforsøg eller brug af våben.
  • Seksuel vold er at blive tvunget til seksuelle handlinger mod sin vilje.

Læs også