Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hjælp din ven eller veninde

Hvis du har mistanke om, at din ven eller veninde er i et usundt eller voldeligt forhold, skal du ikke ignorere det.

Volden foregår typisk, når parret er alene. Og det er ikke sikkert, at du vil se blå mærker eller andre tegn på fysisk vold. Lyt i stedet til din mavefornemmelse. Hvis du er bekymret, har du sikkert grund til at være det.

Læg mærke til om din ven/veninde:

  • Ofte aflyser jeres aftaler og kommer med utroværdige begrundelser.
  • Undskylder sin kærestes måde at være på.
  • Altid er bange for at gøre kæresten ked af det.
  • Dropper aktiviteter og fravælger at være sammen med venner og veninder.
  • Ændrer sit udseende, kropsvægt eller opførsel drastisk.
  • Har skader, som han/hun ikke kan give en god forklaring på.

Læg mærke til om din ven/venindes kæreste:

  • Nedgør din ven/veninde og bliver jaloux, hvis din ven/veninde snakker med en person af det modsatte køn.
  • Holder øje med alt, hvad din ven/veninde laver og ofte ringer og sms’er med spørgsmål om, hvem han/hun er sammen med osv.
  • Bliver meget vred, måske endda voldelig, når der er noget, der går ham/hende på.

Det kan du gøre: 

Hvis din ven eller veninde er i et usundt eller voldeligt forhold, er det en god idé at snakke om det. Her er nogle forslag til, hvordan du kan gøre:

  • Snak under fire øjne.
  • Stil åbne spørgsmål som fx: “Hvordan går det med jeres forhold?”
  • Lyt til, hvad din ven/veninde siger.
  • Fortæl, hvorfor du er bekymret. Vær konkret og snak ud fra episoder, du har set.
  • Nævn andre, din ven/veninde kan snakke med – fx en pædagog/lærer eller en anden voksen han/hun har tillid til.
  • Hvis din ven/veninde afviser, at der er noget i vejen, skal du ikke tage det personligt eller presse på. Fortæl, at du gerne vil snakke mere en anden gang.
  • Tilbyd at finde ud af, hvor man kan få hjælp og henvis fx til LOKK’s Hotline, tlf. 70 20 30 82 og forvildmeddig.dk.

Det skal du ikke gøre:

  • Kritisere din vens/venindes måde at være på.
  • Få din ven/veninde til at føle sig medskyldig i volden.
  • Presse din ven/veninde. Han/hun bestemmer selv, hvornår det føles rigtigt at få hjælp eller slå op med kæresten.
  • Konfrontere din ven/venindes kæreste. Det kan skabe problemer for både dig og din ven/veninde.

Behandler din ven eller veninde sin kæreste dårligt?

Har du mistanke om, at din ven/veninde er voldelig over for sin kæreste, kan du:

  • Snakke med din ven/veninde om din bekymring. Lytte til, hvad din han/hun siger, men også gøre det klart, at adfærden er uacceptabel og skal stoppes.
  • Fortælle, at den dårlige behandling har store konsekvenser for både ham/hende og kæresten.
  • Opfordre din ven/veninde til at få hjælp.

Du skal ikke acceptere, hvis din ven eller veninde benægter, bortforklarer og underdriver volden. Fortæl, at du altid er klar til at lytte, og foreslå, at han/hun også snakker med en person, han/hun har tillid til. Du kan også henvise til steder, din ven/veninde kan få professionel hjælp.

Podcast

Psykolog Ida Koch fortæller om, hvordan man kan få hjælp og hvad vennerne kan gøre. 

Læs også