Cecilie og Philip

En aften hvor de er til fest hos en af Philips venner sker der noget. De står i en gruppe og snakker, og pludselig siger Philip til Cecilie om hun ikke kan holde mund, når hun ikke har noget klogt at sige.

Historien er en sammenblanding af flere virkelige historier. Undervejs er der kommentarer til, hvordan personerne kunne have handlet anderledes.

Historierne viser, hvordan optakten til kærestevold kan se ud.

1. DEL

Cecilie føler sig meget heldig, da Philip en dag spørger, om de skal gå i biffen sammen. Han er en af de lækreste og mest populære drenge i klassen. Efter et stykke tid bliver de kærester, og hun bliver inviteret med til alle de gode fester. En aften hvor de er til fest hos en af Philips venner sker der noget. De står i en gruppe og snakker, og pludselig siger Philip til Cecilie om hun ikke kan holde mund, når hun ikke har noget klogt at sige. Det kommer fuldstændig bag på hende, men hun er for chokeret til at kunne svare ham igen. Hun synes det er vildt pinligt overfor hans venner.

Da de går hjem fra festen spørger hun ham, hvad han har gang i, men han slår det hen og siger, at det bare var for sjov. Det samme sker igen nogle gange og efterhånden begynder han også at kritisere hendes tøj og hendes udseende. Tit gør han det når de er sammen med nogle af vennerne, og Cecilie skammer sig. Hun kan mærke, at de andre synes, at det er underligt. Cecilie begynder at tro på at han har ret. Hun bliver stille og tilbageholdende, og står mest bare ved siden af ham uden at sige noget når de er nogle steder.

KOMMENTAR

Det er en typisk reaktion at Cecilie bliver forvirret og skammer sig, når Philip opfører sig sådan over for hende. Men hun har absolut intet at skamme sig over. I stedet for at blive passiv kunne Cecilie meget tydeligt sige fra over for Philip og gøre det klart, at hun ikke vil finde sig i, at han behandler hende sådan. Ved at sætte en grænse hurtigt kan Cecilie være med til at ændre Philips måde at behandle hende på, så det ikke bliver et trin i en optakt til mere alvorlig kærestevold. Vennerne som oplever Philips opførsel, kan også reagere – fx ved at sige til Philip at det ikke er ok. De kan også tale med Cecilie og støtte hende i at sige fra. Philip kan komme til at tro, at hans opførsel ikke er så slem, fordi ingen reagerer.

2. DEL

Når Philip og Cecilie er alene sammen, plejer det stadigvæk at være hyggeligt. En aften, da de er alene sammen på hans værelse, siger Philip til Cecilie, at han gerne vil have sex med hende. Indtil da har de bare kysset og nusset lidt. Cecilie synes det er flovt, men tager sig sammen og siger, at hun ikke er klar til det endnu. Hun er sikker på, at Philip ville kunne forstå det. Philip svarer bare, at hvis hun virkelig kan lide ham, så vil hun ikke sige nej. Han bliver ved med at presse hende og forsøger at lokke hende til at tage tøjet af. Selvom hun ikke har lyst, giver Cecilie efter, fordi hun er bange for, at Philip ellers vil slå op. Da de bagefter ligger i sengen, er Philip underlig og kold og Cecilie bliver ked af det. Hun får det rigtig dårligt med sig selv og fortryder, at hun ikke har lyttet til og handlet ud fra sine egne følelser. Hun kan ikke forstå Philips reaktion, og hun prøver forgæves at finde noget, der kan forklare eller undskylde hans adfærd. Hun er ked af det i lang tid efter, men efter en lang samtale med en god veninde, bliver det pludseligt klart for Cecilie, at hun har ændret sig meget i det sidste stykke tid. Hun beslutter derefter, at hun ikke skal være sammen med ham mere.

KOMMENTAR

Mens Cecilie har været kæreste med Philip er hun blevet forvirret og usikker på sig selv. I situationen, hvor Philip presser hende til at have sex, vælger hun at opgive sine egne ønsker og behov, fordi hun er bange for at miste ham. Men det er ikke i orden at presse nogen til sex og man skal ikke have sex med nogen, hvis man ikke har lyst.

Cecilie har ret til at vælge at sige tydeligt fra og gøre det helt klart, hvor hendes grænser går – og til at holde fast i dem! En kæreste i et godt forhold vil acceptere og forstå det. Hvis ikke kæresten respekter dine grænser og ender med at slå op, er det et tydeligt tegn på, at forholdet aldrig vil udvikle sig i en god retning.