Stefan og Emma

Efterhånden begyndte Emma at ændre sig. Når de var sammen, var hun tit sur, og nogle gange gad hun nærmest ikke tale med ham.

Historien er en sammenblanding af flere virkelige historier. Undervejs er der kommentarer til, hvordan personerne kunne have handlet anderledes.

Historierne viser, hvordan optakten til kærestevold kan se ud.

Stefan på 16 år og Emma på 17 år var kærester i halvandet år. De lærte hinanden at kende til en fest, og efter et stykke tid blev de kærester. Deres forhold gik rigtig godt i starten. De havde det godt sammen og sås tit – enten hos ham eller hende.

Efterhånden begyndte Emma at ændre sig. Når de var sammen, var hun tit sur, og nogle gange gad hun nærmest ikke tale med ham. Når de var sammen med andre, fortalte hun højlydt om episoder, hvor han havde dummet sig, og hun fik altid de andre til at grine af ham.

Ind imellem var hun sød. Hun sendte mange søde sms’er, og det gjorde Stefan forvirret. De gange han prøvede at tale med hende om det, gjorde hun grin med ham. Hun sagde, at hun ikke gad en fyr, som ikke kunne tåle noget som helst, og at han skulle slappe lidt, af hvis han ikke ville miste hende. Hun sagde også til ham, at han bare skulle være glad for at have hende, for han kunne aldrig få en anden kæreste.

Nogle gange, når de havde lavet aftaler, dukkede hun ikke op, men skrev en sms om at hun ikke havde lyst til at ses alligevel. Andre gange krævede hun, at han lavede sine planer om så de kunne ses, når det passede hende. Hun blev vildt gal, hvis han talte med andre piger, og en dag fandt han ud af, at hun læste hans sms’er for at tjekke ham.

Stefan fik det rigtig skidt. Han tænkte på at slå op, men var på en måde stadigvæk glad for hende – hun var jo også sød nogle gange, og han havde en fornemmelse af, at hun faktisk ikke selv havde det godt. Han troede og håbede på at det ville blive bedre, hvis han gjorde som hun ville. Hans venner var begyndt at sige til ham, at han skulle droppe hende. Stefan syntes, det var svært, men besluttede sig til sidst for at sige til Emma, at han ikke ville være kæreste med hende mere. Han syntes, der var for mange ting, der var dårlige i deres forhold, og kun få gode ting. Emma blev både vred og ked af det, men accepterede det.

KOMMENTAR

Det kan være svært at sige fra overfor én man er glad for. Det er nemt at tro at tingene vil blive bedre, hvis man gør som kæresten vil – også på bekostning af ens egne behov. Det bliver et forhold aldrig bedre af.

Selvom Emma nogle gang er sød ved Stefan, har han ret til ikke at finde sig i at blive dårlig behandlet. Fx kan han fortælle Emma, hvordan han har det, når hun gør grin af ham foran vennerne, og holde fast på, at hun skal holde op med det. Han kan også sige, at han er glad for hende, men samtidig sætte grænser overfor de ting han ikke kan lide i deres forhold. Han kan fortælle Emma, at det er ikke i orden, at hun tjekker hans sms’er eller truer ham med, at han ikke kan få en anden kæreste, hvis hun slår op. Det er godt, at hans venner reagerer og prøver at tale med ham, og det er flot, at han til sidst tager en beslutning om at komme ud af forholdet.