Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Der er et liv derude

Historie

Kom på antidepressiv og fik taget tilløb til at forlade ham. Mine venner var der med det samme og støttede mig og en måned efter jeg forlod ham, er jeg stoppet i terapi, ingen angst, ingen depression, har fået mit liv tilbage!!

Hej jeg skrev en historie for 15 måneder siden om mit tidligere parforhold og vil gerne fortælle hvordan mit liv er nu, så andre kan se at det kan blive meget bedre hvis man forlader ham.

Min historie:

Jeg fandt altid de forkerte fyre og var desperat efter at få kæreste og lejlighed og slå mig ned. Så mødte jeg ham! Var ret usikker på det i starten, vidste godt han ikke var en god fyr. Røg i detentionen to gange den første måned vi så hinanden, men jeg tænkte at hvis jeg elskede ham, ville han forandre sig.

Jeg blev overdænget med bioture, restaurant besøg, god mad osv. Han var så sød og dejlig og vi hyggede os. Alle mine veninder gav udtryk for at der var noget galt, de havde en dårlig fornemmelse med det, men jeg endte bare med at tage afstand til dem og efter byture, hvor han ringede og skældte mig ud, stoppede jeg også med at gå i byen.

Han ville flytte 2 mdr efter vi havde mødt hinanden og hvis jeg ikke flyttede sammen med ham, så ville han ikke flytte sammen med mig i flere år, så det var nu eller aldrig. Jeg hoppede med på ideen og tænkte, hvor galt kan det være, ellers kan vi bare flytte fra hinanden igen.

Ligeså stille begyndte han at styre hele mit liv. Han snakkede grimt om de veninder han vidste ikke brød sig om ham, så for hans skyld, så jeg kun dem som han kunne lide. Hvis jeg endelig gik i byen, så fandt han på noget at blive sur over og sov tit på sofaen. Vi var uvenner i flere dage og jeg troede på at det var min fejl! Han tjekkede min internethistorik og konfronterede mig med hvis jeg havde været inde på drengeprofiler på facebook. Havde en fornemmelse af at han også tjekkede min mobil og facebook, da han altid vidste ALT om hvor jeg var og hvad jeg tænkte. Hans venner skrev til ham hvor de havde set mig inde i byen og hvis jeg havde stået med en fyr. Mine drengevenner sorterede jeg fra, da han syntes det var mærkeligt at en pige havde drengevenner. Hvis jeg var fuld blev han sur og sagde at jeg var klam og lød som en narkoluder. Han skældte mig ud og vrængede af mig, når vi var ude at handle, foran andre kunder. Han var altid irriteret over at jeg aldrig kom mere ud og sagde at jeg holdt ham hjemme, men havde ingen venner tilbage og endte i en depression.

Når vi skændtes blev det bare værre, hvor han tog fat i mig og smed mig ned i sengen eller skubbede mig hårdt op i væggen. Sidste gang skubbede han mig ned i sofaen og truede mig med sin knyttede næve. Han sagde altid at jeg selv var ude om det, fordi jeg havde tirret ham. Han sagde jeg gik i for grimt tøj derhjemme, altid brokkede mig, altid var sur. Han ville ikke gå ud sammen med mig til sidst, fordi han syntes jeg var jaloux når han kiggede efter andre piger. En dag vi var inde og spise brunch, kiggede han ikke på andet end den kvindelige tjener og kiggede efter andre midt i en samtale med mig. Men sagde at sådan var mænd og det måtte jeg bare leve med.

Sex var på hans præmisser. Det var ikke ofte at han ville når jeg lagde op til det og stille og roligt mistede jeg lysten til det, så han kom til mig når han havde lyst og så var det kun for at han kunne komme. Han var ligeglad med mig. Rørte ikke ved mig, det var bare hvad det var.

Han fik smidt de fleste af mine møbler ud, da han syntes de var grimme. Det skulle kun være hans møbler. Jeg havde ingen indsigt i hans økonomi, det var lidt hemmeligt. Jeg måtte ikke låne hans tlf, ikke engang til at spille på eller måtte kende koden dertil. Jeg måtte aldrig kigge i hans computer. Jeg var ofte alene, sad meget alene og ordnede vasketøj, madindkøb, oprydning osv. Det gjorde han aldrig. Betalte hans inkasso regninger, hjalp ham da han ikke fik løn og jeg er på su! Har mistet min opsparing nu, fordi jeg stod for det meste økonomiske derhjemme.

Det kom snigende det hele, jeg så det ikke. Fik det bare værre og værre og mistede helt mig selv, alt var på hans præmisser. Ville bare gøre ham glad. Har altid syntes der var noget han skjulte overfor mig.

Kom på antidepressiv og fik taget tilløb til at forlade ham. Mine venner var der med det samme og støttede mig og en måned efter jeg forlod ham, er jeg stoppet i terapi, ingen angst, ingen depression, har fået mit liv tilbage!!

Har fået nyt nummer, da han blev ved med at skrive og ringe, søde beskeder, modbydelige beskeder, skræmmende beskeder. Nu er der kun tilbage at se hvilke ar det har givet mig ift. at ses med fyre i fremtiden. Indtil videre kan jeg mærke at intimitet ingen interesse har. Døjer stadig med kvalme og madlede, men er ved at komme op på min normalvægt igen (tabte mig 7,5 kg i det forhold).

Håber sån at andre der har det som mig, læser det her og indser at der er et helt liv der skal leves! Kom væk, få nyt nummer, hemmelig adresse, udeluk ham fuldstændig fra dit liv, så han ikke kan kontrollere dine følelser længere!!

Nu er det 18 mdr siden jeg gik fra min xkæreste som udsatte mig for psykisk og fysisk vold igennem halvandet år. Jeg er nu flyttet fra min hjemby og bor i København, hvor jeg arbejder som sygeplejerske og har netop gennemgået efteruddannelse. Jeg har ikke haft behov for nogen form for antidepressiv siden min xkæreste og har været mere end glad siden jeg gik fra ham. Jeg har ikke hørt fra ham efter jeg fik nyt nummer og beskyttet adresse og jeg fjernede min adressebeskyttelse for et halvt år siden. Jeg har ingen men efter mit forhold, andet end at jeg minder mig selv om hvor forfærdeligt det var, for aldrig at opleve det igen. Så snart jeg møder en fyr som minder om min xkæreste, ryger han ud.

Jeg har mødt verdens sødeste fyr, som behandler mig som det jeg er værd og jeg kan nu se hvordan en pige virkelig skal behandles.

Jeg ville bare gerne følge op på min historie og fortælle jer at man sagtens kan komme ud af et voldeligt forhold og få et godt liv uden men.

Man skal aldrig glemme det man har været igennem, men huske sig selv på hvor stærk man er hvis man kommer ud af det og hvor stærk man bliver hvis man kommer igennem det. Brug det tidligere forhold til at se hvordan du aldrig vil behandles igen og hold øje med de samme tegn hos fremtidige kærester. Håber i piger vil forlade jeres voldelige kærester der trækker jer ned og gør jer triste. Der er et liv derude hvor i vil opleve fantastiske ting, men desværre ikke hvis i bliver hos ham. Det bliver aldrig bedre.

Pige, 26 år

Hvorfor går man ikke?

Det kan være svært at forlade en voldelig kæreste. Måske tror man, at man kan hjælpe kæresten, eller måske tør man ikke gå.