Det var et mareridt

Historie

Jeg løb ud af grusvejen, men jeg nåede ikke så langt før han fik fat på mig. Jeg skreg om hjælp, men der kom ingen. Han fik mig med ind i huset igen, og denne gang ville han have mig med ind i soveværelset.

Jeg mødte ham på en singlegruppe på facebook. Vi var på date, og han var meget åben og fortalte meget om sig selv. Der gik ikke længe før vi begyndte at komme sammen, og jeg flyttede hjem til ham.

Jeg begyndte at fornemme at noget var galt, da jeg begyndte at lægge mærke til han drak mere og mere. Jeg skulle hente ham fra arbejde, og en dag havde jeg ryddet op i hans bil og taget de uåbnede øl ud. Da jeg hentede ham spurgte han hvor øllene var henne. Jeg forklarede at de stod hjemme da jeg havde været ved at rydde op i bilen. Han blev SÅ sur, han råbte og skreg, og sagde at jeg VIDSTE at han skulle have en øl ligeså snart han havde fået fri.

Jeg skyndte mig at køre hjem, og jeg fandt en øl til ham. Han kammerat kom på besøg da vi var ved at gøre huset i stand. Jeg havde arbejde som tjenerelev og mødte fra kl 16 og var først hjemme ved 01:30 tiden om natten, han forlangte jeg skulle stå op kl 06:00, smørre hans madpakke og køre ham på job (han havde mistet sit kørekort og havde fortalt mig det var blevet taget fordi han havde kørt for stærkt med en trailer). Jeg troede på ham.. Hvad skulle jeg ellers gøre?

Jeg stod op hver morgen, smurte hans madpakke, kørte ham på arbejde, gjorde rent i huset hver eneste dag fordi hundene fældede. De dage jeg havde fri hentede jeg ham også fra arbejde.

en fredag aften efter vi havde boet sammen i 14 dage drak han sig fuld igen (han var begyndt at drikke sig fuld hver dag), besluttede han sig for at vi skulle i gaden (Jomfru Ane Gade i Aalborg), jeg forklarede ham jeg ikke havde lyst, da jeg vidste hvor aggressiv han kunne blive når han drak. Han kammerat var kørt ud for at sætte anlæg i bilen.

Pludselig gik han helt amok igen, han ville have vi skulle i for at finde en pige vi kunne få med hjem fordi han havde lyst til at prøve en trekant. Jeg sagde til ham flere gange at det havde jeg ikke lyst til, vi stod inde i soveværelset da vi diskuterede. Han kalde mig alverdens ting, og sagde jeg ikke duede til noget. Jeg spurgte ham hvorfor han så var sammen med mig hvis jeg var så uduelig. Det skulle jeg nok ikke have gjort, da det resulterede i jeg fik en lussing. Jeg prøvede at rejse mig fra sengen og komme hen til døren, men han slog bare igen. Jeg sad på sengen og sagde det gjorde ondt. Han sagde “Så kan du bare opføre dig ordentligt. Jeg opdrager bare på dig”. Jeg var målløs, men alligevel tog jeg kampen op og prøvede igen at komme ud fra soveværelset. Han slog igen, denne gang ikke så hårdt. Jeg vidste jeg ikke kunne lade ham vinde, så jeg sagde til ham “næste gang du skal slå, så slå så jeg kan mærke det”. Han blev endnu mere vred og slog igen, denne gang så hårdt at jeg direkte fløj ned i sengen. Denne gang havde han ramt godt, jeg kunne næsten ikke snakke fordi jeg havde så ondt i kæben.

Det gik op for ham hvad han havde gjort ved mig, og han sagde undskyld. Jeg tog i mod undskyldningen, og han fortalte mig han aldrig havde slået en pige før, og han altid havde sagt til sig selv at hvis han nogensinde gjorde det så ville han starte hos en psykolog.

Da jeg vågnede lørdag morgen kom hans forældre på besøg om eftermiddagen, jeg så mig selv i spejlet, og jeg havde et blåt øje, og min kind var hævet. Jeg tog en masse make-up på så jeg kunne skjule det. Han havde jo sagt undskyld, så det skete jo nok ikke igen?

Den efterfølgene uge skete der ikke så meget, han skulle til sjælland og arbejde, og jeg skulle blive hjemme og passe huset og hundene.

Tirsdag d. 31 marts gik det hele galt for mig, jeg sad på gulvet i stuen og rystede og græd, det gik ikke så godt på mit arbejde, og hjemme gik det heller ikke godt. Jeg ringede til min mormor, som fik fat i min mor, min mor ringede mig op og fik overtalt mig til at kontakte lægen onsdag morgen.

Onsdag d. 1 april kl 08:22 ringede jeg grædende til min læge og fortalte hvordan jeg havde det. Hun sygemeldte mig, og jeg fik udskrevet piller for depression og angst. Jeg kunne ikke nå at få pillerne onsdag da apoteket ikke havde modtaget recepten inden de lukkede, så jeg skulle gå weekenden over uden pillerne.

Onsdag aften kom han hjem, han var træt, og det var jeg også.

Torsdag morgen vågner jeg, han var stået op, jeg gik ud i stuen, og han havde lavet morgenmad til mig. Han fortalte han ville stoppe med at drikke, og jeg støttede ham. Hans begrundelse var at han var træt af vi altid skulle skændes.

Hans beslutning varede kort. Da klokken var lidt over 11 om formiddagen tog han hul på den første øl, den var drukket på under 15 minutter, og hurtigt fik han taget hun på den næste.

Da klokken blev halv 5 om eftermiddagen var jeg begyndt at blive træt, jeg havde ikke fået noget at drikke eller noget at spise ud over en kop kaffe og et halv rundstykke kl halv 8 om morgenen.

Vi havde kørt hele dagen, og jeg forklarede ham jeg lige ville ind og slappe lidt af, vi havde lige hentet hans båd hjemme ved hans forældre, og brugt over en time på at tømme den for vand, jeg var smadret.

Han blev sur og sagde det kunne ikke passe han bare skulle gå og knokle og jeg bare var pisse ligeglad. Han svinede mig til, og bad mig gå ind og pakke mine ting (hvilket han gjorde hver gang vi skændes, og jeg pakkede også HVER gang).

Han kom ind i soveværelset og så jeg næsten havde pakket alle mine ting, og så begyndte han at undskylde, men jeg havde fået nok. Jeg gad ikke finde mig i mere, og jeg forklarede ham at nu var det slut. Så gik jeg ud i gangen og hentede de ting jeg havde til at hænge på tørrestativet, og så gik han igen amok.

Han slog mig flere gange i ansigtet, pressede mig op mod skabet og råbte mig ind i hovedet at jeg var utaknemmelig og sindsyg og jeg burde være lukket inde på psykiatrisk afdeling. Jeg sagde til ham at jeg godt ville finde nummeret på afdelingen hvis han så ville love at få mig indlagt for så var jeg heldigvis kommet væk fra ham. Det skulle jeg aldrig have sagt. Han slog mig i maven med en knytnæve så jeg gik i gulvet. Mens jeg lagde på gulvet slog og sparkede han mig i maven og ryggen med sine sikkerhedssko, jeg prøvede at kæmpe imod, og da han igen sparkede ud efter mig greb jeg fat i hans sko. Jeg vred hans fod rundt, og var ved at rejse mig for at løbe ud af døren. Han fik fat i mig og skubbede mig ind i væggen, jeg ramte væggen med hovedet først og endte igen i gulvet.

Jeg vidste at jeg snart ikke kunne holde til mere. Han tog fat om min hals med begge hænder og begyndte at klemme til mens han råbte “jeg slår dog krafedeme ihjel”. I stedet for at reagere på det han sagde kiggede jeg ham dybt i øjnene. Jeg vidste godt hvad der ville ske, han havde besluttet sig, han VILLE slå mig ihjel, og jeg var klar til at lade ham gøre det. Han stoppede da han fandt ud af jeg ikke viste jeg var bange for ham. Da han havde sluppet mig og var begyndt at gå ind mod køkkenet løb jeg ud af døren, i strømpesokker løb jeg op af grusvejen, hvor jeg var på vej hen vidste jeg ikke. Men jeg nåede ikke så langt før han fik fat på mig. Jeg skreg om hjælp, men der kom ingen. Han fik mig med ind i huset igen, og denne gang ville han have mig med ind i soveværet han sagde “gå ind i soveværelset, naboerne skal ikke se hvad jeg vil gøre ved dig, for det du lige gjorde er utilgiveligt”. Jeg vidste hvad han havde tænkt sig, jeg kom i tanke om kniven der lagde inde under det ene af sengebordene, og jeg vidste at på en eller anden måde skulle jeg have overbevist ham om at jeg godt vidste det var forkert det jeg havde gjort.

Jeg begyndte at kalde ham skat, jeg sagde undskyld og jeg forklarede ham jeg godt vidste det var min skyld det hele. Han faldt hurtigt ned og vi satte os i sofaen. Han grinte af mig når jeg tog mig til ribbenene.

Min far havde tidligere hentet min bil, og den ville min kæreste nu have vi skulle hente tilbage fra mine forældre. Han overhørte min samtale med min far, han skulle jo være sikker på jeg ikke fortalte hvad han havde gjort ved mig. Far sagde vi bare kunne hente bilen.

Jeg havde bildt min far ind i telefonen at min kæreste havde fået sit kørekort tilbage, og far troede på mig. Det var min kæreste der kørte bilen til Hobro, vi hørte musik far min telefon, så jeg tog chancen og skrev en sms til min far om at han skulle hente naboen, for jeg skulle ikke med tilbage til Farsø. Far svarede at vi bare kunne komme, for han var hjemme.

Jeg steg ud af bilen, og forklarede min kæreste (han var stadig meget fuld) at jeg bare ville hente bilnøglerne og så kunne vi køre hjem igen. Han troede på¨mig, og jeg gik lige så stille over til døren. Da jeg kom ind skyndte jeg mig at låse døren, og jeg brød sammen og fortalte far hvad der var sket. Jeg har aldrig set min far komme så hurtigt ud af døren før, han løb ud til bilen hvor min kæreste sad, hvad han sagde vidste jeg ikke, jeg var stadig i chok.

Jeg kom til vagtlægen torsdag aften, og fik af vide jeg havde flere kraftigt trykkede ribben. Jeg havde et par buler i hovedet, og en ørering der var bøjet efter han havde slået mig på øret, jeg havde blå mærker i nakken efter hans fingre. Jeg var endelig kommet væk fra ham.

Men det var ikke ovre..

Fredag d. 2 april, altså dagen efter blev han ved at ringe. Han truede med at slå min familie ihjel hvis ikke jeg kom tilbage, han fortalte der var folk på vej efter mig, og jeg skulle gå op på tankstationen hvor rokkerne ville hente mig, og hvis ikke jeg fulgte med frivilligt, havde de fået lov af ham til at bruge magt for at få mig med.

Jeg ville gøre alt for at beskytte min familie, jeg vidste jo hvad han var i stand til, og hvis han kunne prøve at slå mig ihjel, så kunne han vel også slå min familie ihjel?

Jeg indgik en aftale med ham. Jeg ville gå op på tanken, han lagde røret på, og jeg ringede til politiet. Politiet skulle have kaldt to ledige betjente så de lovede at ringe tilbage. Jeg troede ikke de ville nå at ringe til mig inden jeg skulle være oppe på tanken, så jeg begyndte at gå. Min farmor, mormor og mor kørte i en bil ved siden af mig, min “kæreste” ringede mig op mens jeg var på vej der op, han sagde han ville være der om 45 minutter.

Jeg bildte ham ind jeg ikke havde så meget strøm på, så jeg var nødt til at lægge på. Jeg satte min ind i bilen til de andre, og kort tid efter ringede politiet og spurgte hvor jeg var.

Efter ca. 10 minutter kom politiet med fuld udrykning hjem til mig, og de kørte med mig op på tanken for at se om han ville dukke op. Og det GJORDE han. Han havde hundene med i bilen, da han fik øje på mig inde i politibilen kunne jeg se på ham han følte sig forrådt, men jeg var ligeglad. Politiet gennemsøgte hans bil, og tog en alkoholpromille på ham. Den var på 1,8. De tog ham med på sygehuset til en blodprøve, og de fik ham til at give mig nøglerne til huset så jeg kunne få mine ting.

Jeg blokerede ham på facebook, jeg blokkerede hans nummer, hans forældres nummer og hans brors nummer så han kan ikke længere kontakte mig. Politiet sagde til ham han ikke måtte tage kontakt til ham. Men hans bror har ringet til mig en gang.

Efter ca. 3 måneder mødte jeg tilfældigvis de 2 betjente der hjalp mig den dag, og de spurgte om jeg havde hørt mere fra ham, og jeg sagde hans bror havde haft ringet til mig en gang. Betjentene fortalte mig at hvis han ringede igen kunne de lave et polititilhold til ham.

Jeg fik nok da han stod og sparkede mig i maven og ryggen med sikkerhedssko, og det eneste jeg tænkte på mens jeg lagde på gulvet, var at jeg skulle finde en måde at overleve på, uanset hvad.

Min familie og mine venner støttede mig hele vejen igennem. Efter jeg var gået fra ham var det stadig hårdt, jeg blev ved at bebrejde mig selv, jeg havde så mange spørgsmål jeg ville have svar på. Men jeg fik ikke svar på dem, og jeg får det nok heller aldrig.

Jeg er kommet videre efter jeg startede hos en psykoterapeut (jeg har nu gået der i ca 3 måneder). Hun har hjulpet mig rigtig meget, og i dag er vi ved at arbejde med hvad jeg tror der er årsagen til jeg faldt for ham til at starte med.

Jeg ved den process bliver lang, for det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, men jeg har stadig ikke fundet svaret. Det jeg er kommet frem til indtil videre er at INGEN fortjener at blive behandlet på den måde!

Jeg kan huske min mormor en dag spurgte (der boede jeg stadig oppe ved ham), hun spurgte om alt var som det skulle være. Jeg svarede Ja. Men det var jo ikke som det skulle være. Hvis jeg havde taget make-uppen af kunne hun se det blå øje jeg havde.

Jeg var altid bange for at fortælle min familie hvad der foregik. Jeg var bange for de ville bebrejde mig, og det havde jeg ikke behov for da jeg bebrejdede mig selv i forvejen.

Jeg er kommet nogenlunde videre, men i dag 3 måneder efter, har jeg stadig mareridt hvor jeg ser mig selv ligge på gulvet og blive sparket og slået på. De drømme tror jeg ikke jeg kommer af med foreløbig.

Det var min historie

Pige,  21 år