Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Et lille dask blev til slag og spark

Historie

En dag fik jeg et slag i baghovedet, jeg faldt sammen og så sparkede han mig – med sko på – på halsen. Fra den dag af blev jeg helt tavs. Jeg sagde ingenting til ham.

Jeg vil gerne fortælle min historie i håb om at det kan hjælpe andre til at sige fra i tide. Historien er lidt lang… Forholdet varerede i 4½ år.

Jeg mødte min ekskæreste da jeg var 15 år gammel. Han var bekendt med min veninde, og en dag blev vi inviteret hjem hos ham og hans bofælle. Min ekskæreste og jeg faldt med det samme i snak om alt og ingenting – han var forstående, lyttende og sympatisk hvilket jeg godt kunne lide.

Der gik ikke lang tid før vi blev kærester og efter 2 måneder i et velfungerende forhold flyttede han og hans hund ind hos mig i min ungdomsbolig.

Alt gik super godt de første 4 måneder efter han flyttede ind. Men så begyndte vi at diskutere som senere udviklede sig til skænderier hvor vi råbte og skreg af hinanden – skænderierne kunne dreje sig om alt fra hvem der skulle rydde op til hvad jeg skulle have på af tøj og hvad jeg skulle tilbringe min lørdag aften på.

Skænderierne blev voldsommere og voldsommere og han blev mere og mere stædig og jeg blev tilbøjelig til at sige “det er fint, vi gør det som du vil have det.” – men det er ikke den jeg er. Jeg ville ikke miste mig selv, så jeg ville ikke give mig på den måde – jeg ville have at vi skulle finde et kompromis. Men det var ikke noget der hed kompromis i hans verden. Jeg skulle bare høre hvad han sagde og gøre det, og da jeg ikke ville fik jeg en på siden af hovedet.

I starten var det nærmest bare en lille dask på kinden.

Han undskyldte og det ville ikke ske igen sagde han. Jeg tilgav ham – “det var jo ikke så slemt” og “det ville jo ikke ske igen” tænkte jeg.

Med tiden mistede han sit arbejde og prøvede at tage flere uddannelser, men han blev smidt ud gang på gang fordi han var for ustabil og til sidst ville skolen ikke tage ham ind for han var ikke uddannelsesparat. Jeg havde min skole og butikarbejde ved siden af. Han var ikke fra byen, men det var jeg.

Han gjorde alt hvad han kunne for at skille mig fra min familie – han manipulerede mig til at tro at min mor og far ikke ville mig godt og at det skadede mig at have kontakt med dem – så det havde jeg selvfølgelig ikke. Jeg talte stadig med mine søskende, men de vidste ingenting – ingen vidste noget til vores voldelige forhold.

Det voldelige fortsatte og hver gang han slog mig sagde han “jeg er ked af at jeg bliver nød til at slå dig, men det er også fordi du….” – altså han lagde skylden over på mig – det var min egen skyld at han blev voldelig. Så jeg blev hos ham. Desuden havde jeg også nærmest kun ham tilbage, så hvad skulle der ske med mig hvis jeg gik fra ham?

Der var nogle gange hvor jeg gik i gang med at pakke mine ting, men han blev bare hidsig og sagde at han ville gøre mig og min familie ondt – det ville jeg ikke risikere og jeg var slet ikke stærk nok til at tage udfordringen op. Så jeg blev.

Jeg gjorde alt for ham. Jeg fandt hans tøj frem inden jeg tog afsted om morgenen. Jeg gik med hans hund, legede med den og gav den mad. Alt kontakt han havde med kommunen gik igennem mig. Jeg bestilte hans tider til lægen og jeg tog også med ham dertil.

På et tidspunkt fik jeg det rigtig skidt. Jeg var sur og tvær – selv i skolen. Jeg rystede og var nervøs ligemeget hvor jeg var. Det gav et spjæt i mig hvis nogen blidt lagde en hånd på min skulder.

Jeg gik til lægen. Han konstaterede at jeg havde fået en depression, og da vi fandt ud af at jeg ikke kan tåle antidepressiv medicin, gav han mig vanedannende, beroligende medicin.Det hjalp den første måned – men så skulle jeg bare have mere og mere.

Jeg gik hele tiden med en forestilling om, at det hele nok skulle gå. Det hele skulle nok blive et rigtig dejligt forhold – vi skulle jo bare lige finde ud af hvordan – eller rettere sagt – jég skulle.

Jeg kunne mærke at selvom jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville miste mig selv, så havde jeg mistet mig selv! Og derfor sagde jeg fra engang i mellem – men det gjorde bare det hele værre.

Det lille dask på kinden blev til slag og spark på hele kroppen, han truede mig med knive, han lukkede mig inde i soveværelset i et døgns tid, han træk mig hen af gulvet i håret, han ødelagde mit tøj, min bærbar og de ting jeg holdt allermest af.

En dag fik jeg et slag i baghovedet, jeg faldt sammen og så sparkede han mig – med sko på – på halsen. Fra den dag af blev jeg helt tavs. Jeg sagde ingenting til ham. Jeg valgte at lægge mig til at sove når jeg kom hjem fra skole. Han spurgte hvad der var galt – jeg sagde at jeg nok bare var ved at være syg. Han nussede om mig, og for en gangs skyld kunne jeg mærke, at selvom jeg var tilbøjelig til at blive god igen når han var sød, så virkede det ikke mere. Jeg ville ikke mere – jeg kunne ikke mere.

I disse dage gik jeg kun og overvejede hvordan jeg kunne afslutte dette forhold. Jeg fandt ikke på noget selv.

Jeg fik åbnet mig til en voksen som var tilknyttet en skole jeg har gået på, og som jeg stadig havde kontakt med. Hun kunne godt mærke at alt ikke var som det skulle. Jeg brød sammen og fortalte hende, at der ikke var noget jeg hellere ville, end at komme væk – jeg vidste bare ikke hvordan det kunne lade sig gøre.

Hun rådede mig til at gå på krisecentret – bare for at snakke med dem. Det gjorde jeg så en dag, hvor jeg egentlig brude være i skole. Jeg var nød til at gøre det på sådan et tidspunkt, så min ekskæreste troede at han vidste hvor jeg var.

Krisecentret sagde selvfølgelig at jeg skulle komme væk hurtigst muligt. Jeg fortalte dem at jeg vidste, at han en gang i mellem tog til København om lørdagen og blev der hele dagen. Det var jo en oplagt mulighed for at få pakken mine ting og komme afsted.

Problemet var så bare: Hvor skulle jeg tage hen? Hvis jeg blev i byen, ville jeg risikere at støde på ham dagligt. Og jeg havde ikke kontakt til hverken min mor eller far. Jeg vidste, at hvis jeg ringede til min mor og spurgte om jeg kunne bo hos hende i noget tid, ville hun sige ja – men så risikerede jeg at han mødte op der og var voldelig. Det havde jeg ikke lys til, da min lillesøster var der. Det skulle hun ikke opleve.

Så jeg ringede til min mor og sagde til hende, at jeg vidste godt vi ikke havde kontakt, men at jeg havde brug for hende nu mere end jeg nogensinde har haft brug for hende. Hun skulle bare komme og hente mig og mine ting om lørdagen og køre mig hjem til min storesøster i København. Det ville hun gerne.

Jeg sagde til hende, at hun ikke måtte blive sur, hvis jeg fortrød og blev alligevel. Hun sagde at det ville hun ikke – hun ville godt kunne forstå det – men at det ville være bedst for mig selv, hvis jeg gjorde det.

Om lørdagen tog han afsted og da jeg havde tjekket at han var gået ned af vejen, begyndte jeg at pakke de vigtigste ting. Jeg gik med hunden og sagde farvel. Jeg ringede til min mor og skrev en seddel til min ekskæreste hvor der stod: “Jeg kan ikke mere. Jeg er smuttet. Du skal ikke kontakte mig, jeg har brug for ro til at finde mig selv igen. Jeg beklager” og så smuttede jeg.

De to første uger var rigtig hårde, men jeg holdte fast og jeg fandt hurtig ud af at det var det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Det er aldrig din skyld at din kæreste er voldelig over for dig! Der er intet forhold der er så meget værd at du er nød til at miste dig selv for det.

Find din styrke frem og kom af sted – med tiden vil du takke dig selv for det!

Forestillingerne omkring hvad der skal ske med dig, når du er smuttet skal du smide væk, og tage tingene som de kommer. Min mening er at det kun kan blive bedre end hvad man forestiller sig.

Hvis du går og holder det voldelige forhold hemmeligt for din familie, venner og bekendte så find en du har tillid til (gerne en voksen) og kom ud med det. Måske kan den person hjælpe dig.

Pige, 21 år

Følgevirkninger

Psykisk vold er lige så skadeligt som fysisk vold. Man kommer til at føle, at man ikke er noget værd. Hør podcasten.