Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Han slog mig ligeså snart vi kom ind af døren

Historie

Jeg ville trygheden, men var faktisk ikke særlig tryg der hvor jeg var, og jeg skulle flygte for mit liv før jeg ville indse det.

Jeg var indtil for nylig i et forhold med min første og eneste kæreste, som jeg troede var den helt store kærlighed, og som virkelig bare ville mig det bedste. Vi havde været sammen i syv år, og boet sammen ligeså længe.

Jeg følte at han og jeg på alle måder havde det perfekte forhold, da vi dengang mødte hinanden havde de samme interesser, fælles venner og fælles drømme for fremtiden. Jeg følte de første tre år at vi var ligestillede, og at kærligheden var perfekt. Han var sød, omsorgsfuld, genert og charmerende. Alle syntes godt om ham, og vi var det perfekte par. Jeg husker engang jeg var 19 hvor vi var på vej hjem fra en fest. Da vi kom hjem skændtes vi, og det endte med at han skubbede mig omkuld og begyndte at sparke mig mens jeg lå på gulvet. Jeg blev ret chokeret dengang, men tænkte ikke videre over det. De næste år der fulgte skete der flere og flere voldsomme episoder hvor han begyndte at slå mig i ansigtet, kaste vand ud over mig, skubbe mig, rive mit tøj i stykker, slå mig så jeg fik blå mærker, kaste mine ting ud ad vinduet, eller kaste dem efter mig.

Som regel optrappede konflikterne når vi havde været til fest. Han anklagede mig for at flirte med andre, og blev mere og mere kontrollerende. Som tiden gik blev det kun værre og værre. Jeg troede det måske bare var en periode og at tingene ville vende igen når han var mindre stresset, og jeg prøvede at lette tingene for ham så han ikke havde så meget at skulle bekymre sig om. Det sidste års tid i vores forhold begyndte jeg at genoptage forholdet til mine venner, og tog bevidst kun ud når han ikke skulle med. Jeg var tit angst for at komme hjem fordi han ikke stolede på mig og sad og ventede oppe. Han sagde ikke jeg direkte ikke måtte tage i byen, men kunne lade mig sove på sofaen i en uge uden at tale med mig som straf. Han prøvede at holde mig fra at tage i byen ved at sige at jeg ville ende op som en alkoholiker som min mor, fordi han mente at jeg drak for meget. Han prøvede også at skille mig fra mine venner ved at snakke grimt om dem, eller sende min bedste veninde trusler. Det blev slemt det sidste år, fordi han begyndte at tage kvælertag på mig, lidt længere og hårdere for hver gang. Han stak også en tændt cigaret i maven på mig. Jeg lovede mig selv at jeg ville forlade ham næste gang det skete og gjorde det klart for ham. Jeg syntes det er svært at acceptere at jeg har svigtet mig selv, fordi jeg ikke holdt mit ord, og i stedet blev i det hver gang.

Tingene eskalerede til sidst, efter en lang og rar periode hvor det havde gået rigtig godt. Han anklagede mig igen efter en fest hos mine venner hvor han var inviteret med, for at jeg havde flirtet med en anden. Jeg forstod ikke hvor vred han var da der ikke var sket noget, men husker hvordan jeg tænkte på vej op i lejligheden om det nu også var en god idé at gå med ham. Så snart vi kom inden for døren slog han mig to gange i ansigtet, hvor jeg den ene gang slog hovedet hårdt mod dørkarmen, så mit hovede svulmede kraftigt op. Derefter ødelagde han nogle af mine ting, og ville ikke lade mig forlade lejligheden, og truede mig med at jeg skulle overføre penge til ham. Han tog igen kvælertag og jeg indså meget instinktivt at jeg måtte væk med det samme. Da han smed mine ting ned i poser i soveværelset tog jeg chancen og flygtede ud af døren og ud på gaden uden hverken telefon, penge, nøgler, bukser eller sko på. Jeg har aldrig nogensinde været så bange før. Jeg har siden da været i lejligheden to gange for at hente alle mine ting, og er nu et nyt sted. Jeg troede aldrig det ville ske, og har brugt meget lang tid på at snakke højt om de ting som kun har været min hemmelighed.

Det har hjulpet mig til at indse at jeg har levet i en fantasiverden, hvor jeg ikke kunne erkende at min søde gamle barndomskæreste havde ændret sig gennem årene. Jeg blev ved at holde fast i de gode minder, fordi jeg nægtede at acceptere, og blev ved med at tro og håbe på at det ville ændre sig. Jeg troede på at jeg var stærk nok til at hjælpe os begge. Siden da har det føltes som at vågne op fra en meget lang drøm, og selvom jeg savner trygheden helt vanvittigt meget, ved jeg også at trygheden var falsk, og at det var nemmere at finde den i et dårligt forhold end i uvisheden ved ikke at være i et forhold. Det har hjulpet mig helt vildt at jeg turde fortælle min historie omsider til min familie og mine venner, som har støttet mig meget. Derudover har mine undervisere og studievejleder hjulpet mig, og til sidst har det været afgørende at søge hjælp hos et krisecenter hvor jeg stadig går til rådgivning hos. Det sværeste har været at skulle acceptere at hjertet og hjernen ikke kunne blive helt enige. Jeg ville trygheden, men var faktisk ikke særlig tryg der hvor jeg var, og jeg skulle flygte for mit liv før jeg ville indse det. Jeg syntes det er hårdt at erkende at jeg svigtede mig selv, men jeg har fået styrken og selvtilliden ti gange igen fordi jeg tog det rigtige valg og beviste overfor mig selv at sådan skal ingen behandles.

Pige,  24 år

Podcast om jalousi

Jalousi er mange gange det første trin ud i et voldeligt forhold. Hør psykolog Ida Koch fortælle.