Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jeg bortforklarede mine ar og brændemærker

Historie

Mine forældre og veninder lagde mærke til mine blå mærker, ar og brændmærker, men jeg fandt altid på undskyldning, som de egentlig aldrig rigtig troede på. Jeg kunne ikke se det forkerte, for som han sagde… så var jeg selv udenom det.

Jeg var 16 år da jeg “endelig” blev kærester med en god ven, fra den efterskole vi begge gik på. Vi var høje af hinanden, fuldstændigt ustyrligt forelskelse. Vi fungerede som både bedste venner, kærester og unge uerfarne elskere. Han var min første kæreste og min eneste kæreste. Han var den mest charmerende, sjove og intelligente dreng, det var det jeg forelskede mig i.

Det smukke og idylske gik hurtigt hen og blev et mareridt. Det startede med en masse jalousi fra hans side og han fik tendens til ofte at tjekke mine SMS’er og udspørge mig om de mærkeligste ting. “Du har jo været sammen med mange drenge før, har du ikke?

Tingene blev først meget værre den dag, under en lille diskussion, hans ansigt trak sig sammen og han lagde sig på jorden og begyndte at ryste, han fortalte mig at han havde set et djævle ansigt i mit ansigt. Det skræmte mig, men på samme tid fik jeg ekstremt ondt af den stakkels dreng.

Før jeg vidste af det eskalerede det hele, alt kom ud af kontrol og helvede brød løs. Han forbød mig at tage til fest uden ham, han sagde at jeg kun måtte spise tre stykker frugt i løbet af en hel dag, han fortalte mig at jeg ikke måtte snakke med nogle af mine (og vores fælles) drengevenner. Han begyndte at råbe og skrige af mig hver evigt eneste dag, smadre ruder og møbler i vrede, beskylde mig for de underligste og mest sindssyge ting, true mig med at slå mig, ruske i mig og det blev kun værre og værre fra dag til dag.

Han begyndte at ville have sex med mig midt i hans “angreb”, han begyndte at tage kvælertag på mig og true mig med at slå mig ihjel, han skubbede mig ind i vægge og møbler, holde mig fast, spytte på mig og nogle gange kom han ind imens jeg sov, bare for at kneppe mig selvom jeg sagde nej.

Mine forældre og veninder lagde mærke til mine blå mærker, ar og brændmærker, men jeg fandt altid på undskyldning, som de egentlig aldrig rigtig troede på. Jeg kunne ikke se det forkerte, for som han sagde… så var jeg selv udenom det.

En sen aften havde vi et kæmpe skænderi, hvor han pludselig trak en kniv frem som han truende holdt mod min hals. Efter den aften… vidste jeg at jeg havde fået nok. Jeg var træt, udmattet og fuldstændig ødelagt indeni.

Jeg tror at han et eller andet sted selv blev bange for sig selv, at han vidste, at han skulle gøre det forbi, så det gjorde han til min lettelse.

Vi var heldigvis stoppet på efterskolen, så jeg blev fri. Troede jeg. I dag er jeg 19 år og går stadig og kæmper med min utroligt ulidelige angst og mistro til alt og alle.

Selvom jeg er en glad pige, kæmper jeg og lader aldrig nogen komme helt tæt på. Det håber jeg at jeg kan igen, men én ting jeg ved er at jeg vil kunne spotte tegnene på mennesker som ham, med det samme. Aldrig nogensinde, skal jeg behandles sådan igen.

Pige, 19 år

Hvorfor begår nogen vold?

At slå er tit et udtryk for magtesløshed. Piger kan også være voldelige over for deres kærester.