Jeg brugte vold som udvej

Historie

Det startede tilbage i 14 - 15 års alderen, jeg havde en avis rute på min vej, da der var en køn pige på samme alder der var flyttet ind længere nede.

Det hele startede jo som den uskyldige flirt som i den alder vi nu var i, og vi begyndte at komme lidt sammen.

Jeg fandt dog hurtig ud af at hun var plaget, jaloux og kontrollerende. Men det var da noget som man kunne arbejde med tænkte jeg. Men det gjorder hurtigt at vores forhold stoppede igen. Hun kom på efterskole og mødte en ny fyr. Jeg som egentligt aldrig var kommet over hende, blev stærkt jaloux på drengen som har til den dag i dag været min største rival. Men da vi begge fandt ud af at pigen havde større problemer slog vi en streg over det og valgte så at stå sammen for at hjælpe hende i stedet for at kæmpe om hende.

Det var et stort spring for mig og min rival, men det passede ikke pigen så godt, nu var der jo ikke længere 2 til at slås om hende. Med tiden blev jeg træt af det og droppede hende igen. Jeg hørte i mellemtiden at min rival havde gjort det samme.

Der gik noget tid og jeg mødte hende tilfældigt til en byfest, og så kørte den onde cirkel igen. Som før hen var forholdet plaget af jalousi og skænderier, og det var mindre og mindre vi kunne blive enig om, men mere og mere der blev til skænderier, hendes jalousi smittede af på mig og vi begge begyndte at blive indelukket og snakkede ikke længere med vores venner.

Jeg havde hele tiden en følelse af at det var ved at tage den forkerte drejning, og jeg ville rigtig gerne ud af forholdet, på den anden side var mine følelser så stærke for hende og da hun var min første rigtige kæreste, havde jeg følelsen af at jeg aldrig nogensinde ville finde en jeg ville elske lige så højt.

Når vi skændtes og blev enig om at det nok var bedst at vi skilles prøvede enten vi at undskylde det med at det ikke kunne passe at vi to ikke kunne få et godt forhold når man kiggede på alle de andre glade par ellers begyndte hun at true med selvmord. Skænderierne blev værre, vi slog dagligt op for at komme sammen igen, det bundede tit i jalousi. Med takt i skænderierne blev værre, blev det fysisk også værre.

Jeg har altid haft den holdning at det er forkert og for småligt at slå piger, men da vores forhold blev værre og værre og jeg ikke kunne se nogen udvej, vi blev i den samme onde cirkel begyndte jeg at blive voldelig, ikke synderligt noget jeg er stolt af. I dyb frustration over hvert skænderi som jeg ikke følte energi til, begyndte jeg nu i stedet af skubbe til hende og senere hen, kvæle hende.

Det helvede fortsatte i et par måneder hvor det blev mere og mere åbent overfor folk hvad der skete.

Tilsidst fandt min mor ud af at det skete hvor på hun sendte pigen hjem og sendte mig ned til mine bedste forældre. Det var den dag mit maridt stoppede i en alder af 18. Jeg søgte efterfølgende om at skifte skole så jeg kunne flytte til anden by og få afstand til hende. Jeg blev dog i byen og de næste måneder var hårde, men til sidst kom jeg over hende. Jeg kan til tider møde hende og det er med et enkelt hej.

Det er min historie, det er ikke fordi jeg er specielt stolt af det, men derimod væmmes ved min opførsel.

Hvis jeg nogensinde ender i noget der begynder at minde om det er jeg den der er ude af forholdet. Aldrig nogensinde skal jeg være sådan igen, jeg har haft kærester efterfølgende, jeg har været ærlig og fortalt dem denne historie og de bliver forbavset og kan slet ikke tro at det var mig.

Det hele bundte i bund og grund i at jeg tilsidst ikke kunne se en anden udvej end at bruge vold. Jeg var fortabt og manglede en løsning. Men det var ikke en løsning og jeg aldrig vil bruge den metode igen eller ønske det for andre.

Dreng, 21 år