Jeg føler mig udnyttet….

Historie

Lidt om mig. Jeg er tyve år, kommer for gode kår, veltrænet krop, og ikke får at lyde selvglad, rimelig attraktiv. Da min, nu eks, kæreste og jeg tog på ferie sammen, havde vi begge en følelse af at den ferie var knald eller fald.

Det enten som du nok kan regne ud med fald. Bruddet gik alt i alt fint, og vi snakker stadig godt sammen, og alle fortæller mig konstant at det er noget jeg skal være glad for. Det var jo ikke ligeså hårdt som var vi blevet uvenner. Eller hvordan?

Grunden til at jeg for mit vedkommende vidste der ville ske noget ved den ferie, var at jeg følte mig forsømt. En simpel følelse, en i starten lille følelse, men noget der let vokser henover årene. Planen var at ændre det i ferien. Ville det ikke lykkedes, måtte vi havde en tung samtale efter ferien. Men fem dage inden i ferien har hun stadig intet “sødt" gjort for mig, til trods for jeg har for hende to gange. Jeg tager som altid afvisningen fint, men hun må havde kunnet mærke at der var noget der nagede mig, for hun blev ved med at spørger ind til det. Det ender selvfølgelig med at hun lokker det ud af mig, jeg føler mig forsømt, som om hun ikke er interesseret i mig.

Jeg føler tilfældige piger på gaden , studiet, byen selv kunder på mit arbejde er mere tiltrukket af mig, end min egen kæreste. Og hvad siger hun så. At hun slet ikke noget begær længere har for mig. få minutter efter finder jeg også ud af at følelserne også er long gone for hende. At jeg mere har føltes som en ven for hende. Det resultere selvfølgelig i at vi bliver enige om at gå fra hinanden.

Men hver dag, kan jeg så gå og tænke, at hun intet “kæreste”-agtigt har følt for mig i en længere periode, hvilket jeg har gjort hende. Oven i det bliver jeg nød til at være stærk, og ikke vise hende hvor ked af det jeg er. For jeg vil jo ikke gøre det være for hende. Tag ikke fejl, hun græd meget omkring det, både under og efter.. Hvordan skulle jeg kunne trøste hende hvis jeg også var så knust? Så jeg må være stærk. Alle siger jeg skal være glad for at vi da var enige om det, men jeg kan ikke tænke på andet end at hun, trods alt, har holdt mig for nar. At jeg kun har været der, så jeg kunne køre hende hjem fra byen, give hende omsorg, snakke med hende når hun havde brug for det.. Forføre hende til hun var tilfreds.

Det river mig mere i stykker end bruddet gjorde, at jeg på den måde har været udnyttet. Så.. Da hun ville have mig tilbage efter en måned, da hun havde fundet ud af med sig selv at hun alligevel elskede mig, hvordan kunne jeg så tro hende? Jeg elsker hende, har altid elsket hende, og altid været den fyr alle kaldte den perfekte kæreste, og her sidder jeg så tilbage med en knust hjerte, overhovedet ikke klar til at gå hverken videre eller tilbage.

Dreng, 20 år