Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jeg kan ikke få hverdagen til at hænge sammen

Historie

Jeg går stadig rundt med følelsen af at det er min egen skyld han var sådan.. og jeg skærer stadig i mig selv de dage jeg er helt nede.

For snart 3 år siden gik jeg fra min daværende kæreste. Vi var sammen i 5 måneder.

Jeg har altid været en meget stille pige og har altid holdt mig tilbage.

Jeg mødte en fyr inde på nettet som hjalp mig igennem en hård periode. Vi snakkede hver dag og efter ca. 1 månede besluttede vi for at mødes. Ham og hans kammerat kom og hentede mig og vi kørte til en anden by og snakkede. Jeg var utrolig glad for ham og efter kort tid blev vi kærester og jeg flyttede ind i hans lejlighed.

Alt var godt de første to måneder. Han begyndte derefter lige så stille og pille mig ned og sagde direkte til mig at der ikke var nogen som ville have mig. Han ville ikke have jeg var sammen med andre uden han var der og jeg kunne kun forlade lejligheden når jeg skulle i skole og på arbejde for det var der jeg tjente de penge vi levede af. Når jeg kom tilbage igen tjekkede min mobil for at se hvem jeg havde snakket med og hvad vi havde snakket om. Det endte med at inden jeg forlod skolen sagde jeg til dem jeg gik med at hvis du skulle skrive til mig var det kun for at høre hvad jeg lavede.. Intet andet.. Jeg slettede de beskeder jeg havde modtaget og sendt i løbet af dagen. Når jeg kom op til lejligeheden satte jeg min tlf på lydløs og lagde den i min skoletaske og tjekkede den kun når han gik på toilet..

Han beskylde mig en i mellem for at have været sammen med en anden fyr og sagde han kunne mærke hans sæd oppe i mig når vi skulle have sex.. ( men jeg havde aldrig været ham utro . Når vi ikke var sammen beskyldte han mig for at have været sammen med andre. Hans “point off view” var at når jeg skulle med bussen hjem blev jeg hentet af nogle fyre og var sammen med dem på skift.. Men uanset hvor mange gange jeg fortalte ham hvor højt jeg elskede ham og at jeg ikke ville have andre end ham, hjalp det ingenting.Jeg var sammen med ham i 5 måneder og det har været de hårdeste måneder i mit liv.. Ja jeg elskede ham og jeg troede der var noget godt bag facaden af usikkerheden.. Hans psykolog mente at jeg var for umoden for ham og intet godt gjorde for ham. Det var i hvert fald det han sagde..

Hver gang jeg sagde noget og ændrede det var det et svigt for ham og han sagde mistede alt tillid til mig. Og det fik mig til at tro at det hele var min skyld. Til sidst i forholdet sagde han til mg at jeg fik min sidste chance, svigtede jeg igen var det forbi.

Et par dage senere tog jeg efter skole ind i byen med en veninde. Jeg skrev det til ham så han vidste det og blev ved med at spørge hvornår jeg ville være hjemme igen. Jeg sagde omkring kl. 17 og tiden træk ud så jeg først kom med en bus så jeg var hjemme omkring kl 18. Min mobil var gået død og jeg kunne ikke få fat på ham jeg husker at jeg ringede fra min venindes mobil. Da jeg kommer op til lejligheden var døren låst og der var sat en sko i klemme. Efter en halv times venten og sparken på døren lukkede han op. Han råbte og skreg af mig kaldte mig grimme ting og sagde det var slut. Han bad mig pakke mine ting og jeg ringede til min far og han kom og hentede mig. I mellem tiden blev jeg skubbet rundt i lejligheden. Jeg faldt ned i hjørnet på et skab. Han var iskoldt.

Min far kom og vi kørte. 5min efter ringede han og bad om forladelse.. Jeg overvejede og tage tilbage for det var stadig min tryghed på trods af alt det der var sket.. Jeg kunne ikke se det. For jeg troede jo stadig det var min skyld det hele, at jeg var den “store stygge ulv”. Da jeg kom hjem ringede jeg til veninde og fortalte hende det og hun tog bussen ud til mig..

En uge senere skrev vi sammen og jeg tog op til ham. Vi snakkede om at være sammen uden at komme sammen. Og det gik også okay til den aften hvor jeg skulle feste med min veninde. Jeg kyssede lidt med en bekendt. Jeg tog senere op til min daværende kæreste og vi snakkede om det. Og det var den dag han viste mig hvordan smerten fra kniven hjælper.. Og det gjorde det.. Det var min hjælp gennem dette helvede..

Jeg finder stadig trøst der den dag i dag.

Det værste ved det hele var at han sommetider gav mig skylden for at han gjorde det. (skar i sig selv ) Fordi han følte jeg svigtede. -Jeg tror faktisk det var herefter vi sluttede helt..

Få dage senere ringede han og sagde han havde skåret for dybt. Han lød som om han var ved at besvime. Jeg blev rigtig bekymret og ked af det og bad ham om at ringe til nogen.. Kort tid efter sendte han mig et billede af det. Jeg blev nu endnu mere ked af det og gik nedenunder til min mor som måtte tale mig ned. Hun sagde at han bare gjorde det for at give mig dårlig samvittighed.. Og det virkede i den grad..

Jeg havde på det tidspunkt en af hans nære vens telefonnr. Så jeg ringede til ham og forklarede situationen og han ringede til de andre. De fik sparked døren op til hans lejlighed og ringet efter en ambulance og han gik selv med til indlæggelse på psykiatrisk afdeling.. Jeg troede det var det. Men han ringede og skrev ofte om jeg ikke godt ville komme op og besøge ham.. Jeg ville gerne. Men gjorde det ikke.

Nogle dage eller uger senere får jeg af vide af en fra min klasse at hun lige havde set ham komme gående nede på gågaden. Jeg var i tvivl om jeg det han havde sagt var rigtig fordi som jeg havde forstået måtte man ikke komme ud når man var indlagt.. Men hende min venindes mor som arbejdede deroppe kunne fortælle mig at det var okay. Selvom hun havde tavshedspligt kunne jeg igennem veninden fornemme at han var kommet ud igen..

Jeg hørte tit fra ham og jeg havde egentlig bare brug for fred og ro så jeg skiftede mit nr.

Da jeg fik venskabet op at køre igen med 3 gamle veninder som jeg egentlig havde mistet pga. ham.Jeg skulle mødes med dem for første gang og havde besluttet at fortælle dem hvad der var sket med mig, så jeg gik og tænkte over hvad jeg skulle sige og derved kom jeg til at tænke på de ting som jeg i snart 3 år ikke har haft i tankerne. Så derfor ramte jeg hårdt jorden. Jeg blev virkelig ked af det og gik rundt og var meget mut. Mit humør har kørt meget op og ned siden. Men nu er jeg nået dertil at ikke længere kan klare det mere. Jeg kan ikke få min hverdag til at hænge sammen, jeg græder hele tiden og er ikke oplagt til noget som helst.

Jeg har altid troet at det hele var min egen skyld. Så jeg har i de tre år kun betroet mig til en person. Jeg har været rigtig bange for hvordan andre folk skulle reagere hvis de fik det af vide.

Jeg er begyndt at snakke med min læge – jeg kan ikke længere. Og har nu betroet mig til de 3 veninder, min bedste ven, hans kæreste og min mor. Det har hjulpet en meget lille smule.

Jeg går stadig rundt med følelsen af at det er min egen skyld han var sådan.. og jeg skærer stadig i mig selv de dage jeg er helt nede..Hvis du selv har været ude for en voldelig kæreste og sidder og læser det her så sørg for at du snakket med nogen om det. Veninder, venner, familie eller en psykolog.. Det har kørt mig helt ned fordi jeg ikke har haft nogen at snakke med…

Jeg er stadig ikke kommet ovenpå og jeg er stadig ikke klar til at skulle møde ham den dag i dag..

Jeg er i dag sammen med en rigtig dejlig kæreste som er der for min 100% og aldrig har gjort mig ondt. Han har været min støtte igennem dette helved..

Pige, 21 år

Podcast om jalousi

Jalousi er mange gange det første trin ud i et voldeligt forhold. Hør psykolog Ida Koch fortælle.