Mine forældre brød sig ikke om ham

Historie

Han slog, sparkede og råbte af mig på åben gade, men INGEN hjalp!

Vi havde været sammen i godt 3 år, fra vi var 14 til vi var 17, og jeg elskede ham på enhver tænkelig måde.

Mine forældre brød sig i den grad ikke om ham, det samme gjaldt for mine venner. De mente at han ødelagde min selvtillid, at han kontrollerede mig og begrænsede mig. Men hvad vidste de om det? De vidste bare ikke hvordan ægte kærlighed var!

De sidste måneder begyndte jeg selv at kunne mærke det, vi havde altid skændtes meget, usandsynligt meget. Jeg sad ofte hjemme og græd og rystede, for når vi skændtes holdt han som regel bare op med at svare i flere timer. Fordi han ikke lige orkede det, Han vidste udemærket godt hvor meget jeg brød sammen.

Vi endte med at slå op, men der gik ikke mere end en uge før vi begyndte at ses igen.
Vi var enige om at vi ikke ville være officelt kærester lige med det samme, vi ville først mærke hvordan det gik. Og det var der det begyndte at gå helt skævt. Først var det en hånd smadret gennem en lampe, smadrede ting på mit værelse, skubberi.

Men så blev det værre. Det blev til slag, og spark og hårde ord. Han kaldte mig luder foran alle vores venner. Han var jaloux så det var helt sindssygt, jeg måtte ikke danse med mine venner, måtte ikke gå med nedringede trøjer, måtte ikke drikke.

I starten accepterede jeg det. Han elskede mig jo, det var derfor. Og bagefter var han så ked af det! Bagefter var han så kærlig og blid og …

Jeg snakkede med hans mor om det, hun sagde at det bare var en normal del af det at elske hinanden højt. At jeg bare skulle acceptere det. Jeg kunne ikke gå til mine egne forældre, jeg vidste jo at de i forvejen ikke brød sig om ham..

Den sidste gang det gik galt var vi på skitur med skolen. Det var på åben gade, og med både spark og slag og hårde ord. Jeg ved at der var flere mennesker der hørte råbene, så slagene. Men der var ikke nogen der blandede sig. Det var det mest nedværdigende jeg i mit liv har oplevet.

Og det var der jeg besluttede mig for at det var nok.

Da vi kom hjem gik jeg til min psykolog. Jeg fortalte hende alt. Hun fik mig til at gå hjem og fortælle mine forældre alt. De hjalp mig. Jeg stoppede det. Stoppede os.

Og siden den dag har mit liv været en rejse, og det er kun gået op ad bakke. Jeg har fået de mest fantastiske oplevelser, og jeg har mest af alt genvundet min tro på mig selv. Jeg ved at jeg er så meget mere værd.

Jeg har mødt en fyr, en fyr der er rigtig og sød og blid og forstående. Han ved det hele, og tager hensyn, gør hvad han kan for at gøre det lettere for mig. Men det er der ikke noget behov for længere, for det sidder ikke længere i mig.

Jeg er kommet over det, og jeg har lært at elske og stole på en fyr igen. Og det er det jeg vil sige.

Se at komme ud af det! Du har ingen anelse om hvor fantastisk den verden der er uden for er før du selv har prøvet den. Det kan ikke beskrives med ord. Og ja det kommer til at være hårdt, ja det vil være en daglig kamp. Men det er det værd. Tro mig!

Der venter noget så meget bedre. Du fortjener mere.

Pige, 19 år