Nu har jeg fundet min grænse…

Historie

Jeg forlader dig nu, fordi jeg har fundet ud af hvor MIN grænse går, og jeg vil kort sagt ikke finde mig i længere at den grænse bliver overtrådt. Og ligegyldigt hvor ubeskrivelig ondt det gør i hjertet at forlade dig, så skal det gøres, for ellers mister jeg mig selv. Og så meget er du ikke værd.

Min grænse går når jeg bliver Psykisk nedbrudt. Nedbrudt gennem daglig usikkerhed om hvorvidt jeg er dig tro eller ej. Grænsen går når du beskylder mig for at lyve om ting jeg ikke lyver om. Grænsen går når du tjekker min telefon eller facebook og spørger ind til mine billeder. Grænsen går når du bliver sur over at jeg har andre planer end at være sammen med dig dig, når du har fri. Grænsen går, når du fortæller mig at når du ikke er sammen med mig bliver du nødt til at være påvirket af alkohol, fordi du er smadret indeni. Grænsen går, når du kalder mig luder og løgner og egoistisk. Min grænse går, når du ikke lader mig se Min bedste ven eller når du vender min veninde mod mig og fortæller hende ting om mig bag min ryg.

Og min grænse går, når du får mig til at føle mig som verdens værste person, fordi jeg flipper ud over ting som enhver person ville finde ubehageligt, såsom at gøre alle de ting jeg lige beskrev.

Så uanset om jeg stadig elsker dig eller ej, så er jeg klar til at gå igennem den smerte som er uundgåelig når man mister en lille del af sit hjerte. Men smerte er en del af at hele, og pludselig før jeg ved af det, er såret væk og jeg er klar til at føle mig 100% lykkelig igen. Og på det tidspunkt vil jeg tænke tilbage på tiden med dig, og de fantastiske minder vil da være en del af mit liv, men al smerten, jalousien, dramaerne, skænderierne og tårerne vil være langt væk.

Og jeg vil kunne grine igen.

Pige, 21 år.