Han udstillede mig foran vennerne

Historie

Min kæreste var begyndt at behandle mig dårligt. Han udstillede mig foran sine venner.

Han blev sur og aggressiv hvis jeg ikke havde lyst til sex og han slog i ting for ikke at lade det gå ud over mig. Han har flere gange slået sine knoer til blods. Jeg var bange for ham, men holdt jo stadig af ham.

En gang da jeg prøvede at komme ud af forholdet, sagde han at han ville skære sine håndled op hvis jeg gik. Jeg kom dog ud af det ved at fortælle en af mine tætteste venner om det. Han mente jeg burde gå til politiet, men da jeg nægtede kontaktede han mine forældre. Jeg fik en snak med dem om hvordan det gik og hvad jeg skulle gøre.

Vi fik sammen kontaktet hans forældre og informeret dem om hvordan han opførte sig, og jeg fik sat en stopper for forholdet. Jeg kan virkelig mærke hvordan jeg er blevet meget gladere og har et meget større overskud, nu hvor jeg ikke skal tænke på hvad der venter mig næste gang jeg ser ham.

Pige, 16 år