Sådan udvikler det sig

Der er som regel en optakt, inden de voldsomme situationer opstår. Volden kommer ikke ud af det blå.

Optakten begynder i det øjeblik, du mærker, at forholdet udvikler sig i en retning, du ikke ønsker. Det er situationer, hvor du føler dig utryg, bange eller bemærker, at din kæreste er aggressiv.

Optakten stiger i alvor og intensitet, og den kan vare i kort tid eller op til flere måneder eller år. Det begynder med, at din kæreste overtræder dine grænser og ignorerer dine behov og ønsker.

Med tiden bliver det mere og mere alvorligt, og det kan ende med fysisk vold.

Bryd optakten og sig fra i tide

Du kan selv gøre noget for at bryde optakten, så det ikke udvikler sig til at blive mere alvorligt. Sørg for at mærke efter og reagere, hvis noget føles forkert.

Lyt til din mavefornemmelse

Din intuition og mavefornemmelse er et vigtigt redskab. Den giver dig information om, at der er noget galt. Lyt til den, så du kan nå at handle i optakten til vold, fx ved at melde klart ud, hvad du ikke vil finde dig i.

Mærk efter og tag stilling

Kan jeg lide det, der sker, eller kan jeg ikke lide det? Du skal turde tage stilling til situationen her og nu og holde fast i din fornemmelse, uanset hvad din kæreste mener.

I historien om Stine og Lars véd Stine godt, hvad hun vil, men alligevel går det galt. Se, hvad hun kunne gøre anderledes.

Opbyg din selvtillid

Med en god selvtillid kan du bedre sige fra, når dine grænser bliver overtrådt. Du kan opbygge en god selvfølelse ved at sætte grænser, hvis noget føles forkert, eller din kæreste beder dig gøre noget, du ikke har lyst til.

Du skal ikke lægge ansvaret for situationen fra dig, men spille en aktiv rolle for at ændre den. Tag beslutninger ud fra dine egne behov og følelser. Ret dig op, tal med fast og sikker stemme og se din kæreste i øjnene, når I taler sammen.

Gør noget

Det er vigtigt, at du tydeligt og direkte giver udtryk for din mening om, hvad du har lyst eller ikke har lyst til:

  • Du kan sætte en grænse med et venligt: “Det har jeg ikke lyst til”.
  • Hvis du føler dig mere presset, skal du være mere bestemt: “Det her vil jeg ikke finde mig i!”

Måden, du gør det på, afhænger af dine følelser og ønsker, men det afgørende er, at du udtrykker dig klart.

Måske har du prøvet at sige fra og været ude for, at din kæreste er blevet aggressiv? Hvis du ikke tør sige fra og sætte grænser, kan det være tegn på, at dit forhold er på vej i en forkert retning.

Se her, hvor du kan få hjælp.