Kreativ konkurrence 2017

Elever fra 3.x på Aurehøj Gymnasium i Gentofte fik en præmie for deres billede

I år handlede konkurrencen om kontrol og grænser i kæresteforhold. Det kan nemlig være rigtig svært at vide, hvor éns grænser går, når man er ung og det måske er éns første forhold. Men hvad synes du er i orden i et kæresteforhold? Det havde rigtig mange elever givet deres bud på.

Ved præmieoverrækkelse blev de fire klasser kåret for deres bidrag og modtog deres priser. Alle klasserne var troppet op til overrækkelserne i København, hvor der blev holdt taler og fortalt om oplevelser fra det virkelige liv. Vinderbidragende blev vist eller læst op for de andre vindere og dagen sluttede af med diskussion og refleksion over sodavand og snacks.

Ved at deltage i konkurrencen lavede deltagerne ikke kun spændende og kreative bidrag, men var også med til at sætte fokus på kontrol og vold hos unge par. Det er et emne, der er svært at snakke om – derfor betyder det meget, at deltagerne har lagt så meget arbejde i deres bidrag.

Hvor sætter man grænsen?

Rigtig mange er ikke bevidste om deres egne grænser og det er ofte svært at se forskellen på kærlighed og kontrol – specielt når kontrollen ikke er fysisk. Advarselstegn kan nemt blive overset, når man er forelsket og brænder for at få forholdet til at fungere. Småting som at logge ind på kærestens Facebook, Messenger og Instagram eller bestemme, hvilke venner kæresten må se – hvor går grænsen?

Vinderne, der kom fra Ringe, Vejle, Hillerød og Gentofte, viste gode refleksioner over kontrol i forhold og hvor svært det kan være at sige fra over for en kæreste, som man er forelsket i.

Elever fra 1.a på Teknisk Gymnasium Hillerød blev præmieret for deres film.